Vejleå Kirke er tegnet af Wohlert Arkitekter, der af Ishøj Menighedsråd fik opgaven i 1991 efter et byggeprogram, hvori det om kirkebyggeriets karakter fremgik, at man på én gang ønskede en kirke "...som enhver dansker har boende i sig, og som først og fremmest er affødt af de mange middelalderlige landsbykirker... " og videre siges det "...Det samlede bygningskompleks bør desuden kunne karakteriseres som imødekommende, lyst og åbent i sit arkitektoniske udtryk, uden at åbenheden i praksis indvirker negativt på funktionsdueligheden..."
I november 1996 blev grundstenen til Vejleå Kirke lagt. Over den er indmuret en gengivelse af logoet for Ishøj Sogn, hvis motiv er hentet fra udsmykningen af det oprindelige, middelalderlige flisegulv i Ishøj Kirke.
Den 30. november 1. søndag i advent 1997 blev Vejleå Kirke indviet.
Læs mere her